Stop tyven!

Butikstyvene holder sig væk, når de kan se, at risikoen for at blive afsløret er for stor. Tyverisikring har altså først og fremmest en præventiv effekt, lyder erfaringen fra en række apoteker.
 
Det er gået stærkt de sidste tre år med at etablere nye apoteksenheder i Danmark, og forbrugerne har nu 50% flere apoteker at vælge imellem. Det gælder også butikstyvene.

 
Frister butikstyve

”De mange nye apoteksenheder frister i stigende grad butikstyve med større selvvalg, store indgangspartier uden døre samt placeringer i centre og andre steder, hvor man shopper. Læg dertil lange åbningstider med mindre bemanding,” fortæller Claus Hammer fra Forex. Det er Nomecos afdeling for bl.a. ombygning og indretning af apoteker.
 
Forex er også en af leverandørerne af sikringssystemer til apotekerne. Her mærker man en stigende efterspørgsel efter alarmer til at sætte på varerne samt videoovervågning.
 
Claus Hammer er ikke i tvivl om, at den stigende interesse blandt apotekerne for at sikre sig mod tyveri hænger sammen de nye enheders placering:
 
”Der kommer flere enheder som shop-i-shop og i shoppingcentre. Her har næsten alle andre butikker varesikring, og det er der selvfølgelig en grund til. Når vi lægger apoteket de steder, hvor andre butikker ligger, så får vi også deres udfordringer – bl.a. med tyveri.”

 
Omfang usikkert

Det er svært at sige noget præcist om, hvor stort problemet med tyveri fra apotekerne reelt er. Derfor er det også svært at måle effekten af varesikring og overvågning.
 
Nomeco har talt med en række apoteker, der er sikre på, at tyverisikringen hjælper – også selvom de ikke har målt svindet før og efter opsætning af varesikring og videoovervågning.
 
”Vi oplever ikke længere hylder, der er ryddet, og vi har ikke været ude for, at alarmen har fanget en tyv. Jeg tror, at butikstyvene er meget opmærksomme på, om der er alarm på varen eller ej,” fortæller apoteker Lene Mazanti Mikkelsen fra Stjerneapoteket i Aarhus.
 

Læs mere i NomecoNyt