Spaden er i jorden – byggeriet af Nomecos nye lager er i gang

De første spadestik til det nye kæmpelager i Køge blev taget af direktørerne for Nomeco, Skandinavisk Transportcenter og entreprenøren Max Bögl.

Den 4. november 2016 vil gå hen i Nomecos historie som den dag, hvor byggeriet af det nye, store lægemiddellager i Køge gik i gang. Det blev markeret med hele tre spadestik, som blev taget af Mathias Büttner, direktør for totalentreprenøren Max Bögl, Henrik Kaastrup, adm. direktør i Nomeco, og Thomas Kampmann, direktør for Skandinavisk Transportcenter.

Trods det regnvåde efterårsvejr var der smil hele vejen rundt, og alle udtrykte glæde over, at byggeriet for alvor i gang efter en lang periode med planlægning og projektering. Henrik Kaastrup har længe set frem til, at byggegrunden bliver fyldt med entreprenørmaskiner og folk iført gule sikkerhedshjelme:

”Alle os, som har været med fra starten af dette projekt, må en gang imellem knibe os selv i armen ved tanken om, at vi nu går i gang med at bygge, hvad der om ca. halvandet år vil blive det største og mest effektive lager skræddersyet til medicin i Skandinavien - ja måske hele Nordeuropa,” sagde han i sin tale.

Han pegede på, at lageret ikke bare sætter en helt ny standard i størrelse, men også i kvalitet: ”Det er nødvendigt at sætte en helt ny standard på kvalitetsområdet, for vores nye lager kommer til at rumme medicin for milliarder fra nogle af verdens mest forskningstunge og krævende globale medicinalvirksomheder. Endelig må vi aldrig glemme, at i sidste ende vil der dagligt være kritisk syge patienter i hele Skandinavien, som er afhængige af, at lageret her i Køge kører sikkert og effektivt - og efter de højeste kvalitetskrav.”

Omkring 70 personer deltog i arrangementet omkring første spadestik – heraf en del medarbejdere fra Nomeco, som var mødt op for at være med til at markere, at projektet med at opføre deres kommende arbejdsplads nu går ind i en helt ny fase. Det nye lager skal samle Nomeco HealthCare Logistics tre lagre i ét stort, der skal levere lægemidler til hele det skandinaviske marked.

”Vi har i projekteringen lagt vægt på arbejdsmiljø, ergonomi og effektive processer,” sagde Henrik og udtrykte håb om, at det nye lager kommer til at danne en god og motiverende ramme for de medarbejdere, som fra 2018 får deres daglige gang på Idunsvej i Køge. ”Men det bliver naturligvis op til medarbejderne selv at fylde huset med arbejdsglæde,” tilføjede han.

Henrik takkede projektholdet, Køge Kommune, Skandinavisk Transportcenter, leverandører og entreprenør. Desuden var der stor tak til koncernledelsen i PHOENIX og ikke mindst til alle medarbejdere i Nomeco, fordi der fra dag ét har været en så positiv stemning omkring projektet.

Byggeriet skal være afsluttet sommeren 2018, hvor det tages i brug.