Nye varevogne med bedre temperaturregulering

Når Nomeco leverer varer til apoteket, må temperaturen i varevognen på intet tidspunkt være lavere end 15 grader og højere end 25 grader - uanset om det er hård frost eller smeltende sommervarme på de danske landeveje. Det siger GDP-reglerne.
 
Derfor har Nomeco, der jo leverer varerne i egne biler og med egne specialtrænede chauffører, gennem flere år arbejdet for at finde den bedst mulige måde at temperaturregulere bilernes varerum på. Det er ikke en let opgave, for det danske vejr byder på store temperaturskift. Desuden åbnes dørene til varerummet mange gange på en rute, når der sættes varer af på apotekerne.
 
”Vi har nu udviklet et helt nyt og unikt system til at temperaturregulere vores biler, så vi er sikre på, at de kan klare alle former for temperaturbelastning. Det sikrer via fintfølende termostater i bilens varerum en gennemsnitstemperatur på 20 grader - uanset hvad. Og en særlig sensor sender en kraftig advarsel til chaufføren, hvis døren eksempelvis har stået åben så længe, at temperaturen når over 25 eller under 15 grader,” fortæller kørselsleder Mads Lykke Christensen fra Nomecos afdeling i København.
 
Uden at komme alt for meget ind i de tekniske detaljer, så sender to dieselfyr varm luft op fra en række zoner i gulvet, mens en kompressor sender kold luft ud fra dyser, der er placeret højere i bilens varerum. Oven i købet er bilerne tempererede, inden de bliver læsset med varer, og det er styret via SMS.