Nomeco A/S - Borgmester Christiansens Gade 40 - 1790 København V - Telefon +45 3645 4536 -
 
Business Intelligence leder



Specialet blev vejen ind i virksomheden
Min første kontakt med Nomeco var i 2001, hvor jeg skrev bacheloropgave om virksomhedens daværende serviceløsninger. Derefter tænkte jeg ikke meget på Nomeco, før jeg skulle skrive speciale. På det tidspunkt søgte Nomeco en medarbejder inden for Business Intelligence. Jeg søgte jobbet og fik det, og vi skruede det sådan sammen, at jeg blev ansat fire dage om ugen, mens jeg arbejdede på specialet. I 2005 blev jeg fastansat som Business Intelligence-konsulent. I et par år var jeg den eneste af slagsen, men i dag er jeg leder af en afdeling på fem medarbejdere, der arbejder med Business Intelligence. Så det er gået stærkt!

Én kilde til sandhed
Business Intelligence er en disciplin, hvor vi understøtter virksomheden med analyse og rapportering ud fra et ensartet grundlag. Når vi opsamler vores historik og alt vores talmateriale, opbygger vi et såkaldt 'data warehouse'. Det handler om at skabe én kilde, som alle afdelinger kan trække data fra. Det er IT-delen i det. Den anden del er at gøre analysen tilgængelig og i samarbejde med kunden skabe nye løsninger. Det kunne eksempelvis være en markedsanalyse, hvor vi laver det værktøj, der skal sætte kunden i stand til lynhurtigt at gå ind og få oplysninger om et bestemt produkt fra en bestemt leverandør.

Brobygger mellem IT og forretning
Business Intelligence er en brobyggerfunktion mellem IT og forretningen. Vi skal kunne snakke IT-medarbejdernes sprog, hvis de for eksempel skal lave en specifik type databehandling. Samtidig skal vi kunne snakke forretningssprog og kende de begreber, sælgerne benytter.

Mange korte projekter
Typisk har vi nogle faste projekter, der kan strække sig nogle uger eller måneder ad gangen. Vi tilstræber at kunne udvikle og afslutte projekter over en kort tidshorisont. Hellere en masse små udviklingsforløb, hvor vi leverer noget, og hellere levere 80 % til deadline end at udskyde projektet. Det er vigtigt hele tiden at kunne levere et eller andet produkt til forretningen, og der skal være fremdrift over en kort tidshorisont.

Fedt at se resultatet af sit arbejde
Det her med tempo er i høj grad filosofien inden for Business Intelligence. Arbejdsformen skaber en god dynamik, og man risikerer ikke at 'gå død' i et projekt. Samtidig risikerer man ikke, at det, man arbejder med, bliver uinteressant for kunden. Det er noget af det, jeg rigtig godt kan lide. Man får leveret et produkt og kommer videre med det. Og det er fedt at se resultatet af sit arbejde inden for et overskueligt tidsrum!


 
 
Nomeco A/S - Borgmester Christiansens Gade 40 - 1790 København V - Telefon +45 3645 4536 -